Har du modtaget et påkrav
Fristen løber, mens du overvejer. Den korte version er, at betaling næsten altid er den rigtige førsteprioritet, også hvis du mener, kravet er forkert.
Betal restancen inden for de fjorten dage, hvis du kan. Betaler du, bortfalder grundlaget for ophævelse. Mener du, at beløbet er for højt, kan du betale under protest og med forbehold om tilbagesøgning og derefter tage tvisten i huslejenævnet. Du har da hverken mistet boligen eller kravet.
Kan du ikke betale det hele, så betal det, du kan, og skriv til udlejeren. En afdragsordning er en mulighed, men vær opmærksom på, at en aftale indgået efter påkravet ikke nødvendigvis sletter misligholdelsen; misligholdes afdragsordningen, kan udsættelsen fortsætte på det oprindelige grundlag.
Gem beviset for, hvornår påkravet kom frem. Konvolutten, afleveringskvitteringen eller skærmbilledet af sporingen afgør, hvornår fristen begyndte at løbe.
Reagér også, hvis du ikke mener, du har fået brevet. At påkravet ikke er kommet frem, er en indsigelse, der skal fremsættes i fogedretten, og den kræver, at du møder op.
Er du i en lignende situation?
Har du brug for rådgivning om, hvad der skal ske herfra i dit lejeforhold, så kontakt mig. Den indledende vurdering er gratis og uforpligtende.
Ring 42 36 41 11 eller Send en beskedSkal du sende et påkrav
Fejlene er de samme hver gang, og de er alle sammen til at undgå.
Skriv ét beløb, lejeren skal betale for at undgå ophævelse. Vedlæg gerne en specifikation, men lad den ikke konkurrere med hovedbeløbet. Angiv udtrykkeligt, at lejeforholdet kan ophæves, hvis beløbet ikke betales inden fristen. Send på en måde, der efterlader et spor. Og vent til efter tredje hverdag.
Står der to navne på lejekontrakten, skal begge have brevet. Ved du, at den ene er bortrejst, indlagt eller frihedsberøvet, rækker det ikke at sende til lejemålets adresse, jf. U 2022.4 H.
Opdager du derimod fejlen først, efter at sagen er indbragt for fogedretten, er den ikke nødvendigvis tabt. I en sag fra 2024 sendte udlejeren et nyt, korrigeret påkrav og ophævede igen, mens fogedsagen verserede. Landsretten tillod, at det nye grundlag blev inddraget, selv om det kom efter den frist, fogedretten havde sat for bemærkninger, jf. U 2024.311 V (dissens).
Tilbage til begyndelsen af serienPåkrav om manglende husleje: fire ting afgør, om det holderSpørgsmål og svar
Hvor lang tid har jeg, når jeg har fået et påkrav?
Fjorten kalenderdage fra påkravet kom frem til dig, jf. lejelovens § 182, stk. 2. Det er ikke hverdage. Kom påkravet frem den 10. i måneden, udløber fristen den 24. ved midnat, jf. TBB 2025.238.
Udlejer sendte påkravet dagen efter, huslejen forfaldt. Gælder det?
Nej. Påkravet kan tidligst afgives efter tredje hverdag efter sidste rettidige betalingsdag. Sendes det før, kan det ikke bære en ophævelse.
Kan udlejer sende påkravet en lørdag?
Ja. Vestre Landsret fastslog i U 2026.728 V, at bestemmelsen kun udskyder tidspunktet, hvis selve tredje hverdag falder på en lørdag eller grundlovsdag. Der er ikke krav om, at påkravet afgives på en hverdag.
Jeg har aldrig fået brevet. Hvad så?
Fristen løber fra fremkomsten, og det er udlejeren, der skal godtgøre den. At du ikke har hentet et anbefalet brev, hjælper dig ikke i sig selv, jf. U 2015.3852 H. Til gengæld skal udlejeren kunne dokumentere både det almindelige brev og meddelelsen om det anbefalede, og en sporingsudskrift, der kun viser et afleveringsforsøg, er ikke nok, jf. U 2023.2176 V. Indsigelsen skal fremsættes i fogedretten, så mød op.
Jeg var bortrejst eller indlagt, da brevet kom. Betyder det noget?
Det kan det. Udgangspunktet fravæges, hvis udlejeren vidste eller burde vide, at bortrejse, hospitalsindlæggelse eller varetægtsfængsling forhindrede dig i at se posten, jf. U 2015.3852 H og U 2023.581 Ø. Det afgørende er, hvad udlejeren vidste, ikke hvor du var.
Vi er to på lejekontrakten. Er det nok, at den ene fik brevet?
Nej. Højesteret fastslog i U 2022.4 H, at et brev, der var kommet frem til den ene lejer, ikke dermed var kommet frem til den anden, selv om de boede sammen og havde børn sammen. Fremkomst måles på den enkelte lejer.
Beløbet i påkravet er forkert. Er påkravet så ugyldigt?
Ikke nødvendigvis. Er beløbet sat for lavt, kan påkravet stadig holde, jf. TBB 2024.1061 Ø. Er det derimod uklart, hvilket af flere beløb du skal betale for at undgå ophævelse, kan påkravet ikke bære ophævelsen, jf. U 2025.4826 V.
Jeg betalte, men efter fristen. Kan jeg stadig sættes ud?
Som udgangspunkt ja, hvis ophævelsen var kommet frem, inden du betalte. Efter lejelovens § 183 kan udlejeren dog ikke hæve, hvis forholdet er af uvæsentlig betydning. Den tilsvarende regel i almenlejeloven reddede en lejer i TBB 2025.468 Ø, hvor han havde ligget indlagt i udlandet efter en ulykke og betalte, så snart han blev bekendt med restancen.
Kan vi lave en afdragsordning?
Det kan aftales, men det fjerner ikke i sig selv misligholdelsen. Overholdes ordningen ikke, kan udsættelsen fortsætte på det oprindelige grundlag.
Andre artikler om lejeret
- Hvornår kan en udlejer opsige en lejer?Køber du en bolig med en lejer i, køber du lejeforholdet med. Udlejerens ret til at opsige står i lejelovens §§ 170 og 171, og listen er udtømmende.
- Afslag i huslejen, når altanen spærresOmkring 400 lejere på Thit Jensens Gade må ikke bruge deres altan, og huslejen er den samme som før. Her er, hvad vi ved, hvilken beføjelse lejerne har, og om forbuddet er en mangel.
- Privat retshjælpsforsikring: police, dækning og selvrisikoRetshjælpsforsikring kan dække omkostninger ved visse private tvister. Her er, hvilken police tvisten hører under, hvad den typisk dækker, og hvad du selv betaler.
- Lejekontrakten: blanketten, de særlige vilkår og tidsbegrænsningHvilken blanket der skal bruges, hvad der skal stå i § 11, og hvornår en tidsbegrænsning holder.
Kilder
Lovgivning
- Almenlejeloven, lovbekendtgørelse nr. 928 af 4. september 2019
- Erhvervslejeloven, lovbekendtgørelse nr. 1446 af 9. november 2022
- Lejeloven, lov nr. 341 af 22. marts 2022
Retspraksis
U 2015.3852 H, U 2023.581 Ø, U 2023.2176 V, U 2024.311 V, U 2025.649 V, U 2025.4826 V, U 2026.728 V, TBB 2024.1061, TBB 2025.238, TBB 2025.468, TBB 2025.598, TBB 2026.415