Påkrav om husleje: fristen på fjorten dage

Fristen er fjorten kalenderdage

Fjorten dage betyder fjorten kalenderdage, ikke hverdage.

En lejer gjorde i 2024 gældende, at udlejeren havde ophævet for tidligt. Påkravet var kommet frem den 10. oktober, og ophævelsen skete den 25. Fogedretten fastslog, at fristen er 14 kalenderdage, og at den derfor udløb den 24. oktober ved midnat. Ophævelsen dagen efter var rettidig, jf. TBB 2025.238.

Hvornår påkravet tidligst må sendes

Påkravet kan først afgives efter tredje hverdag efter sidste rettidige betalingsdag. Falder den tredje hverdag på en lørdag eller grundlovsdag, rykkes tidspunktet til den følgende hverdag.

Det siger derimod ikke noget om, hvilken ugedag selve påkravet må sendes. En udlejer sendte påkrav lørdag den 5. juli 2025, hvor tredje hverdag havde været fredagen forinden, og fogedretten afviste sagen med den begrundelse, at et påkrav ikke kan afgives på en lørdag. Vestre Landsret omgjorde og fandt, at hverken ordlyd eller forarbejder kræver, at påkravet afgives på en hverdag, når tredje hverdag ikke selv falder på en lørdag, jf. U 2026.728 V.

Selv et gyldigt påkrav er ikke altid nok

Er formalia i orden, og er restancen der, kan sagen imidlertid stadig falde. Efter lejelovens § 183 kan udlejeren ikke hæve, hvis det forhold, der lægges lejeren til last, skønnes at være af uvæsentlig betydning.

En lejer i et alment lejemål betalte ikke husleje for august, og påkravet, der var behørigt, kom frem dagen efter afsendelsen, hvorefter udlejeren ophævede den 27. august. Lejeren var på det tidspunkt i Jordan. Han havde den 29. juli været ude for en trafikulykke og lå indlagt i cirka to en halv uge, og da han den 22. august skrev til boligorganisationen om skader på sin dør, nævnte han indlæggelsen.

Lejeren havde ført hele undtagelsen om særlige forhold i marken. Fogedretten gik uden om den og lagde til grund, at udlejeren inden ophævelsen var bekendt med indlæggelsen, men fastslog samtidig, at de formelle betingelser for ophævelse var opfyldt. Lejerens forhold blev i stedet afgørende for væsentligheden, og misligholdelsen var efter en samlet vurdering af uvæsentlig betydning. Østre Landsret stadfæstede i henhold til grundene, jf. TBB 2025.468 Ø om almenlejelovens § 91, stk. 1, der svarer til lejelovens § 183.

Sagen viser formentlig, hvor den lettere vej ligger. Væsentlighedsvurderingen tåler en samlet afvejning af lejerens forhold, og den tåler også, at forklaringen ikke er fuldt dokumenteret, hvor fremkomstspørgsmålet kræver, at udlejerens viden kan fastslås på et bestemt tidspunkt.

Andre artikler om lejeret

• Hvornår kan en udlejer opsige en lejer?Køber du en bolig med en lejer i, køber du lejeforholdet med. Udlejerens ret til at opsige står i lejelovens §§ 170 og 171, og listen er udtømmende.
• Afslag i huslejen, når altanen spærresOmkring 400 lejere på Thit Jensens Gade må ikke bruge deres altan, og huslejen er den samme som før. Her er, hvad vi ved, hvilken beføjelse lejerne har, og om forbuddet er en mangel.
• Privat retshjælpsforsikring: police, dækning og selvrisikoRetshjælpsforsikring kan dække omkostninger ved visse private tvister. Her er, hvilken police tvisten hører under, hvad den typisk dækker, og hvad du selv betaler.
• Lejekontrakten: blanketten, de særlige vilkår og tidsbegrænsningHvilken blanket der skal bruges, hvad der skal stå i § 11, og hvornår en tidsbegrænsning holder.

Se alle artikler om lejeret