Hvem betaler, foreningens eller ejerens?
Vedtægten deler vedligeholdelsen mellem foreningen og den enkelte ejer, og på papiret er det enkelt: det udvendige og det fælles er foreningens, det indvendige er ejerens.
Skaderne holder sig imidlertid sjældent til den grænse, og vand, der trænger ind ét sted, viser sig gerne inde i en lejlighed et helt andet, hvorefter sagen ikke længere handler om vedtægtens ordlyd, men om hvor vandet kom fra.
Selve fordelingen af regningen mellem ejerne styres af fordelingstallet, og det kan sjældent laves om. Hvornår det alligevel kan, er gennemgået i artiklen om urimelige fordelingstal.
Sagen, hvor skønstemaet vendte udfaldet
En ejer opdagede utætheder omkring et rytterlys, foreningen havde monteret i taget efter et skybrud. Foreningen afviste at være ansvarlig og henviste til, at rytterlyset hørte til ejerens lejlighed.
Under byrettens behandling vurderede en skønsmand skaderne, og byretten gav foreningen medhold: udbedringen henhørte under ejerens vedligeholdelsespligt.
Efter anke blev der stillet nye spørgsmål til skønsmanden. Han foretog et forsøg, hvor der blev hældt vand direkte ned på tagpappen under rytterlyset, og påviste utæthed i tagpappen dér, hvor loftet i lejligheden var beskadiget. Han konstaterede desuden, at lysningen i den modsatte ende var blevet beskadiget siden den første skønsforretning, og vurderede, at der var utætheder ved alle fire hjørner, fordi tagpappen var udført ens.
»Da ejerforeningen efter bevisførelsen ikke har afkræftet, at ejerforeningens vedligeholdelses- og fornyelsespligt også omfattede den omhandlede utætte tagpap, finder landsretten, at ejerforeningen er ansvarlig for de konstaterede skader i E's lejlighed som følge af vandindtrængningen.«
TBB 2023.867 Ø
Ansvaret blev delt: selve rytterlyset var ejerens at vedligeholde, tagpappen omkring det var foreningens.
Læren
Sagen blev ikke afgjort af vedtægten. Den blev afgjort af, hvilke spørgsmål skønsmanden fik stillet, og af et konkret forsøg med vand på et tag. Det første skøn pegede den ene vej, det supplerende den anden, og udfaldet fulgte med.
Skønstemaet er derfor ikke en formalitet at overlade til modparten eller til skønsmanden selv. Det er dér, sagen bliver afgjort.
Hvordan et syn og skøn udmeldes, og hvad der kan spørges om, er gennemgået i min side om syn og skøn i byggesager.
Byggesagen mod entreprenøren
Er manglen entreprenørens, gælder de almindelige entrepriseretlige regler, og foreningen står som enhver anden bygherre.
Fristerne er de samme, men konsekvensen er større, fordi en forening sjældent har én person, der holder øje. Reklamation og bevissikring skal ske straks ved kendskab, 1- og 5-årsgennemgangen skal indkaldes rettidigt, og en overskredet frist rammer til gengæld alle ejere på én gang.
Syn og skøn reguleres af retsplejelovens §§ 196-197, isoleret bevisoptagelse af § 343, sagkyndige erklæringer af § 341 a og omkostningshæftelsen af § 208.
Retsområdet er behandlet i mine sider om entrepriseret og AB 18, afleveringsforretning, garanti på håndværkerarbejde og ophævelse af entrepriseaftale.
Er ejerforeningen forbruger?
Et spørgsmål, der får praktisk betydning i større renoveringssager, er om en ejerforening kan behandles som forbruger. Det afgør, om AB-Forbruger kan finde anvendelse, og om en voldgiftsklausul i entreprisekontrakten binder foreningen.
Spørgsmålet er ikke afgjort. Vestre Landsret fastslog i U 2024.2140 V, en sag jeg selv førte, at købelovens § 4 a, stk. 8 om hestekøb ikke regulerer anvendelsesområdet for voldgiftslovens § 7, stk. 2. Bestemmelsen dér er den samme, som en ejerforening ville skulle påberåbe sig, og argumentationen kan formentlig overføres, men den er ikke prøvet på foreninger.
Betydningen er økonomisk konkret: retshjælpsforsikring dækker som udgangspunkt ikke voldgift, og en klausul kan derfor afgøre, om foreningen overhovedet har råd til at føre sagen. Mere om det i voldgiftsklausulen og U 2024.2140 V.
Bestyrelsens ansvar under byggesagen
Bestyrelsen hæfter ikke personligt for foreningens forpligtelser, men den kan pådrage sig ansvar for tab, den forvolder ved uforsvarlig varetagelse af hvervet.
I en byggesag opstår risikoen tre steder: mandat, der ikke rækker til det, der blev underskrevet; frister, ingen holdt øje med; og dokumentation, der ikke blev sikret, mens den kunne skaffes.
Decharge på generalforsamlingen dækker det, generalforsamlingen faktisk var oplyst om. Den dækker ikke forhold, bestyrelsen ikke fortalte om.
Er du i en lignende situation?
Har du brug for rådgivning om, hvad der skal ske herfra i jeres ejerforening, så kontakt mig. Den indledende vurdering er gratis og uforpligtende.
Ring 42 36 41 11 eller Send en beskedKilder
Lovgivning
- AB 18, vejledning nr. 9632 af 10. august 2018
- AB-Forbruger
- Byggeloven, lovbekendtgørelse nr. 1178 af 23. september 2016
- Ejerlejlighedsloven, lov nr. 908 af 18. juni 2020
- Købeloven, lovbekendtgørelse nr. 1853 af 24. september 2021
- Retsplejeloven, lovbekendtgørelse nr. 1298 af 7. november 2025
- Voldgiftsloven, lov nr. 553 af 24. juni 2005
Retspraksis
U 2023.2559 V, U 2024.2140 V, TBB 2023.867, TBB 2024.304, TBB 2025.142